Bør man være bekymret...

Vi taler meget hjemme hos os. Til hinanden de voksne imellem, til barnet på 1½ år, til hundene og resten af flokken... måske for meget? For bør man ikke blive bekymret, når datteren er bedre til at udtale gravhundens navn end hun er til at sige 'far'?! Det første hun siger, hvis hun vågner om natten og har tabt sin sut, er ikke far, ikke mor, men Orla... Selvsamme Orla er dog ikke meget bevendt i lokaliseringen af den mistede sut, idet han er gået i seng (ny sofa) ½-1 time før barnet.
I øvrigt deler hundene vist ikke forældrenes glæde over barnets evne til at gå, kravle, snakke og snart løbe. De er mildest talt jaget vildt. Eneste fremskridt (set fra deres synsvinkel) er, at barnet uddeler mad med rund hånd. Både tilsigtet og utilsigtet...

Bondegårdsferie

Ja, når man anskaffer sig utroligt mange dyr, så er det svært lige at smutte hjemmefra på en improviseret sommerferie... for hvem skal fodre kræene? Naboens dreng på 14 år tillod sig at tage på badeferie med sine forældre og bror i Nordjylland. Han er ellers vores foretrukne dyrepasser. Det blev til en tur til mine forældre (som bor på landet) og en fødselsdag i Nordsjælland (på landet). Vi tilbragte en god uge med masser af sol i haven og en lille uge med dårligt vejr til at rydde op i stalden og gøre barnets legeværelse mere attraktivt. Jo, der er dejligt på landet, som digteren skrev.

Det startede med en chokoladebrun labrador...

...der kom til at hedde Frode. Ham kunne vi ikke leve foruden, for et medlem af husstanden skulle bruge ham på jagt. Så flyttede katten Knud ind, men da vi forsøgte at flytte ham med til den firlængede, så gik han hjem hvor vi kom fra. Det tog ham 3 uger at gå 15 kilometer... uden GPS. På den firlængede boede allerede katten Freja (tydeligvis et navn vi ikke har fundet på). Så kom gravhunden Orla og så holdt vi pause et stykke tid. Så lagde vi græs til koen Sofie og hendes kalv Bruno samt en bonus-kalv Walther. Så var der pause i et år og købte vi 4 får til slagtning. Vi blev alt for tæt knyttet til de to. Så nu har vi Villy og Vera, der er forældre til Dora. Vi kunne ikke nøjes med får og så kom alle gederne. Der var Hugoline, Erland og Evald. Den første døde under læmning, de andre er blevet til medisterpølser og ligger i fryseren. Derudover gederne Cici, Andersine samt Aske. De lever i bedste velgående og deler fold med Villy, der efterhånden tror han er en ged. Vera og Dora bor sammen med Pia der er mor til Paw og Puk (der muligvis er et vædderlam) samt Dolly der er mor til Molly. Vi fik også grisene Jeanett og Laila. Den første måtte aflives pga. alvorlige maveproblemer, hvorfor vi nu har anskaffet Ejnar, Erna samt Britta. Vi har også vædderen Preben (opkaldt efter min farbror), han (altså vædderen) bor i en fold for sig. Måske skal han lånes ud til naboens flok eller også skal han være far til nye lam.
Nu slår vi koldt vand i blodet for en stund... håber jeg. Jo, der er dejligt derude på landet.

Det måtte vel komme...

Kan man overhovedet påstå at følge med i udviklingen hvis man ikke har en blog? Tidens trend er vel, at alt hvad man siger i udgangspunkt må være interessant for andre? Nu ikke så skeptisk, bare i gang. Min blog skal være navlepillende ift. til den livsførelse min lille familie har valgt, nemlig efter flere års uddannelse på højere læreanstalter at bruge al fritid på at flytte til det yderste af Fyn, indrette en firlænget ejendom og anskaffe sig så mange husdyr at det efterhånden synes uoverskueligt. Når digitalkamereaet igen virker, skal der følge billeddokumentation- velkommen til min navle - og verden!