Vi taler meget hjemme hos os. Til hinanden de voksne imellem, til barnet på 1½ år, til hundene og resten af flokken... måske for meget? For bør man ikke blive bekymret, når datteren er bedre til at udtale gravhundens navn end hun er til at sige 'far'?! Det første hun siger, hvis hun vågner om natten og har tabt sin sut, er ikke far, ikke mor, men Orla... Selvsamme Orla er dog ikke meget bevendt i lokaliseringen af den mistede sut, idet han er gået i seng (ny sofa) ½-1 time før barnet.
I øvrigt deler hundene vist ikke forældrenes glæde over barnets evne til at gå, kravle, snakke og snart løbe. De er mildest talt jaget vildt. Eneste fremskridt (set fra deres synsvinkel) er, at barnet uddeler mad med rund hånd. Både tilsigtet og utilsigtet...
Drive. Daniel H. Pink
13 år siden
1 kommentar:
Vi havde en gammel forkælet labradordame, da vi fik det første barn - og den var heller ikke ret lykkelig, da vi udover at have indført en kat nu også stillede med et barn. Men den indså ret hurtigt nytten af at placere sig lige under den høje stol og så ellers bare lukke munden op på vid gab....sådan blev de fine venner
Send en kommentar