Bør man være bekymret...

Vi taler meget hjemme hos os. Til hinanden de voksne imellem, til barnet på 1½ år, til hundene og resten af flokken... måske for meget? For bør man ikke blive bekymret, når datteren er bedre til at udtale gravhundens navn end hun er til at sige 'far'?! Det første hun siger, hvis hun vågner om natten og har tabt sin sut, er ikke far, ikke mor, men Orla... Selvsamme Orla er dog ikke meget bevendt i lokaliseringen af den mistede sut, idet han er gået i seng (ny sofa) ½-1 time før barnet.
I øvrigt deler hundene vist ikke forældrenes glæde over barnets evne til at gå, kravle, snakke og snart løbe. De er mildest talt jaget vildt. Eneste fremskridt (set fra deres synsvinkel) er, at barnet uddeler mad med rund hånd. Både tilsigtet og utilsigtet...

Bondegårdsferie

Ja, når man anskaffer sig utroligt mange dyr, så er det svært lige at smutte hjemmefra på en improviseret sommerferie... for hvem skal fodre kræene? Naboens dreng på 14 år tillod sig at tage på badeferie med sine forældre og bror i Nordjylland. Han er ellers vores foretrukne dyrepasser. Det blev til en tur til mine forældre (som bor på landet) og en fødselsdag i Nordsjælland (på landet). Vi tilbragte en god uge med masser af sol i haven og en lille uge med dårligt vejr til at rydde op i stalden og gøre barnets legeværelse mere attraktivt. Jo, der er dejligt på landet, som digteren skrev.